Bøger bringer juleglæde blandt børn og voksne

Bøger nok til at fylde tre biler – så mange bøger modtog Foreningen EventyrJul efter årets BogForum i Bella Center.

 
Da lyset blev slukket og årets BogForum på Amager var forbi, blev overskydende bøger samlet ind blandt messens udstillere og givet til Foreningen EventyrJul. Bøger nok til at fylde tre biler, samlede BogForum ind. Disse bøger kommer til at bringe glæde hos nogle af de børnefamilier i Danmark, der har det svært. For bøgerne kommer under juletræet til EventyrJuls juleaften for 300 børn og forældre, der ikke har ressourcerne til at holde en traditionel jul. Hos EventyrJul vækker bøgerne stor begejstring:

 
Vi er meget taknemmelige for alle de bøger, vi har fået efter årets BogForum! Vi ønsker at holde en traditionel juleaften for de børn og forældre, der deltager i årets EventyrJul, og til en juleaften hører også julegaver. Nu har vi masser af gode gaver, der kan skabe glæde længe efter jul!”, fortæller Naddy Coogan, projektleder i EventyrJul.

 
Juleaften er arrangeret af ildsjæle, hvis hjerte banker for at skabe en eventyrlig aften med julemad, højt humør, dans om træet og julegaver til alle. Da bøgerne skulle hentes mødte frivillige også talstærkt op og hjalp med at afhente bøgerne, så de kan blive pakket ind og givet videre.

 
Det er så dejligt at opleve, at frivillige gerne bruger deres søndag på at hjælpe – endda med et kæmpe smil på læben. Uden frivillige var der ingen EventyrJul og derfor heller ingen juleaften for børn og forældre, der virkelig kan bruge et pusterum i hverdagen. Jeg glæder mig hvert år over, at så mange stiller sig til rådighed!”, siger Naddy Coogan.

 
Juleaften finansieres udelukkende af donationer og frivillige hænder, så arbejdet med at stable aftenen på benene fortsætter helt frem til den 24. december for de mange frivillige, der har lyst til at hjælpe.